Bogstaverne i det danske alfabet

Det danske alfabet består af 29 bogstaver, som hver især har sin egen historie, funktion og særpræg. Fra det første bogstav A til det sidste Å, danner alfabetet grundlaget for vores skriftlige kommunikation og er en essentiel del af vores sproglige identitet.

Vokaler

A

A er den første vokal i alfabetet og en af de hyppigst anvendte i dansk. Det kan udtales på flere måder, både som en kort og en lang vokal. Vi finder A i ord som “and”, “dame” og “tale”. Bogstavet stammer oprindeligt fra det fønikiske bogstav “aleph”, der forestillede et oksehoved.

E

E er den mest almindelige vokal i dansk. Den kan udtales på forskellige måder, fra det lukkede i “se” til det åbne i “æble”. E bruges også ofte i grammatiske endelser, som for eksempel i flertal af substantiver og i datidsform af verber. Bogstavet har sin oprindelse i det fønikiske bogstav “he”.

I

I er en fortungevokal, der typisk udtales som en høj, urundet vokal. Den forekommer i ord som “is”, “tid” og “pige”. I kan også fungere som et halvvokal, for eksempel i ordet “jakke”, hvor det kan påvirke udtalen af foranstående konsonanter.

O

O repræsenterer forskellige bagtungevokaler i dansk, fra den åbne lyd i “ost” til den mere lukkede i “sol”. O kan også være en del af diftonger, for eksempel i ord som “hov” og “sov”.

U

U er en bagtungevokal, der typisk udtales som en høj, rundet vokal. Den findes i ord som “hus”, “tur” og “gud”. I nogle danske dialekter, særligt på Fyn og i Sønderjylland, kan U have en særlig udtale.

Y

Y er en af de mere specielle vokaler i dansk. Det er en fortungevokal, der udtales som I, men med rundede læber. Bogstavet findes i ord som “yl”, “lys” og “tynd”. Y har ingen direkte parallel i mange andre sprog.

Æ, Ø, Å

De tre særlige danske vokaler fortjener særlig opmærksomhed.

Æ udtales som en åben fortungevokal og findes i ord som “æg”, “læse” og “træ”. Den opstod som en sammensmeltning af bogstaverne A og E.

Ø er en rundet fortungevokal, der ikke findes i mange andre sprog. Den bruges i ord som “øre”, “høj” og “løb”. I håndskrift skrives den ofte som et O med en streg igennem.

Å er den yngste af de danske vokaler, officielt indført i 1948 som erstatning for den tidligere bogstavkombination “aa”. Den udtales som en rundet bagtungevokal og findes i ord som “år”, “båd” og “gå”.

Konsonanter

B, D, G

Disse tre bogstaver repræsenterer stemte lukkelyde. B udtales med læberne (bilabial), D med tungen mod forganen (alveolær), og G med tungeryggen mod den bløde gane (velar). Interessant nok bliver disse lyde i mange danske ord “bløde” eller endda stumme, især i slutningen af ord eller stavelser. For eksempel i ord som “brød”, hvor D’et knap kan høres.

C

C er et af de mindre almindelige bogstaver i oprindeligt danske ord og bruges primært i låneord og navne. Det udtales enten som K (som i “computer”) eller som S (som i “centrum”). I moderne dansk er C mest almindeligt i kombinationen “ch”.

F

F repræsenterer en ustemt læbe-tandlyd. Det forekommer i ord som “fisk”, “fald” og “filosofi”. F kan også være stumt i nogle ord, som “halv” og “selv”.

H

H repræsenterer en glottal friktion, produceret ved at puste luft gennem stemmebåndene. Det bruges i begyndelsen af ord som “hus”, “have” og “hjerte”. H kan være stumt i kombinationer som “hv” i nogle danske dialekter.

J

J repræsenterer en halvvokal eller glidemål og forekommer i ord som “ja”, “jul” og “hjælp”. J kan også påvirke udtalen af foranstående konsonanter, som i “kjole”.

K

K repræsenterer en ustemt velar lukkelyd og findes i ord som “kat”, “kage” og “købe”. K kan kombineres med andre konsonanter for at skabe særlige lyde, som i “skære” og “kylling”.

L

L er en lateral konsonant, hvor luften passerer på siderne af tungen. Det forekommer i ord som “lys”, “tal” og “falde”. L kan have forskellige udtaler afhængigt af dets position i ordet og den omkringliggende lydkontekst.

M, N

Disse to nasale konsonanter er almindelige i dansk. M er bilabial (udtalt med læberne), og N er alveolær (udtalt med tungen mod forganen). De findes i ord som “mor”, “navn”, “som” og “ven”.

P, T, K

Disse tre bogstaver repræsenterer ustemte lukkelyde, der dannes ved at blokere luftstrømmen fuldstændigt og derefter frigive den pludseligt. De forekommer i ord som “pil”, “top”, “ti”, “kat” og “kop”.

Q

Q er et af de sjældneste bogstaver i dansk og forekommer næsten udelukkende i låneord og navne. Det udtales typisk som K og følges næsten altid af U, som i “quiz”.

R

R i dansk har en speciel udtale, der varierer betydeligt mellem forskellige dialekter. I standard københavnsk udtales det som en såkaldt “bagtunge-r” eller uvulær lyd, mens det i jyske dialekter ofte er et tungespids-r. R kan også påvirke udtalen af foranstående vokaler.

S

S repræsenterer en ustemt alveolær friktion og er en af de mest almindelige konsonanter i dansk. Det forekommer i ord som “sol”, “hus” og “vise”.

T

T repræsenterer en ustemt alveolær lukkelyd. I dansk kan T have forskellige udtaler afhængigt af dets position i ordet. For eksempel udtales det ofte som et blødt D eller er næsten stumt i slutningen af ord.

V, W

V repræsenterer en stemt læbe-tandlyd og forekommer i ord som “vand”, “love” og “havn”. W bruges sjældent i danske ord, men findes i nogle låneord og navne, hvor det typisk udtales som V.

X

X er et sjældent bogstav i dansk og forekommer primært i låneord. Det repræsenterer typisk en kombination af K og S, som i “taxa” og “exit”.

Z

Z er også sjældent i dansk og findes primært i låneord og navne. Det udtales typisk som S, som i “zoo” og “jazz”.

Hvert bogstav i det danske alfabet har således sin egen plads og funktion i sproget. Sammen danner de et fleksibelt og udtryksfuldt system, der gør det muligt for os at kommunikere skriftligt på dansk.